“Kan man ikke også bare nå til et punkt, hvor medarbejderne må klappe kage og rette ind” – sagt med et skævt smil, men stadig med et gran af seriøsitet.
Spørgsmålet udløste et kollektivt, men empatisk, grin 😂 blandt de andre tilstedeværende ledere. De forstod nok godt, hvor hun kom fra.
Jeg gætter på, at hun var ramt af, hvor svært og drænende det nogen gange kan være at kommunikere som leder – med alle de mange hensyn, der skal tages, fordi mennesker er så forskellige – og deraf har forskellige livsverdener, forståelsessfiltre, behov og forudsætninger for at forstå og fortolke et budskab.
Den senest tid har jeg brugt analogien om busslusen i Vonsild:
↪️Så længe at bilerne kører i graven, så længe kan vi konstatere, at vi har kommunikeret utilstrækkeligt med bilisterne.
↪️Så længe at vores kolleger ikke løser opgaven, som vi havde en forventning om, kan vi konstatere, at vi har kommunikeret utilstrækkeligt med kollegerne.
Med utilstrækkeligt mener jeg, at for begge situationer er gældende, at hverken Kolding Kommune eller lederen har formået at trænge igennem med deres budskab.
For ledelse især gælder, at kommunikationen ofte bliver bedre, når den bliver såkaldt cirkulær – samskabende og dialogisk, så man højner chancen for, at man i en givet situation har forstået det samme.
Og så må vi blive ved med at kommunikere, til opgaven er løst tilfredsstillende for alle parter.
Måske Kolding Kommune skulle sætte røde, blinkende lygter op her? Tror du, at det vil være tilstrækkeligt? 😝🚦🚦🚦✋🛑🚫🚫
Følg gerne #UgoRELATE på Facebook og LinkedIn – og du er også velkommen til at connecte 🙂